Startside Opp Søk

[Under konstruksjon]

Reduser faren for virusangrep

Bestill domenenavn

Bestill webhotell

Flytt til oss

Bestill mailadmin

Webdesign

Les e-post

 

                                    - 180 -

                        Lappen   ”Vis-Jakob”
     Denne  lap  fik  sin  visdom  en  julenat  han  var
paa   hjemvei   til   sin   kaate  fra  renbuskapen.  Da
saa   han  en   mørk   skikkelse   komme   efter  sig.
Jakob blev bange og  skyndte sig  bedst  han  kunde  
for  at  komme   unna,  men   skikkelsen   indhentet
ham.  Skrækken  tok  ham  i  den  grad, at  han  faldt
paa  hodet  i  sneen  og  skjulte  sit  ansikt.  Skikkel-
sen  tiltalte  ham da  og  spurte  om  hvad  han  helst
ønsket  sig  -   entet  at  bli  rik  eller  vis?  Paa  dette
spørsmaal   svarte   Jakob,   at   rikdommen  var  nu
bra  naar  han  hadde  den  med  Gud  og  ære,  men
han  vilde  hellere  bli  vis. Da  saa skikkelsen: ”Naar
du  nu  kommer   hjem,  saa  har  din  kone  stekt  op
kjøt  og  fedt  som  du  faar  til  mat,  og  mens du  sit-
ter  og  spiser  kommer  der en  mus  smygende  frem
av  gulvriset,  -   da  skal  du  ta  fedt  paa  kniven  og  
la  den  spise,  saa  skal  du  bli  vis.”  Det  gikk  som
skikkelsen  hadde  sagt.  Lappen  gjorde  som  fore-
sagt, blev  vis, og  fra den  dag  blev  han  kaldt  ”Vis-
Jakob,” og  det  blev ikke  bare  i  navnet. Han  kunde
med  sikkerhet  forutsi  mange  ting,  bl.  a. hvorledes
aarene  vilde   falde,   veirforholdene,   aarsvekstene
m.v.
     Da  lappen  døde  blev  han,  ifølge  sin  tidligere
begjæring   herom,   anbragt   under   en    bergpald
oppe  i  fjeldet  ovenfor  Herringbotngaardene,  efter
at  de  først  hadde  lagt  ham  i  en  kiste.
     Nils  Jonsen  Herringbotnet  gikk  engang  senere
paa  tiurjagt  en  torsdag, og  kom  saa  til  dette  sted.
Et   stort   kvisthul   i   kistelaaket   var  dækket  over
med  en  stenhylde.  Nils  tok  væk  stenen  og  kiket
ned  gjennem  hullet,  og  traf  derved  til  at  se  ned
i   likets   hals,   da   munden   var   vi   aapen.  I  det
samme  kom  der  over  ham  en  overordentlig  ræd-
                                     - 181 - 
sel,  der  foraarsaket,  at  han  fik  en  slags  sygdom
-  blev  ”fremsynt”  -  saa   han   efter  den  tid  hver
torsdag   syntes   han  saa  de  døde  -  maaske  først
og  fremst  lappen  -  og  maatte   hastig  av sted  og
følge   dem.  Ved   hjemkomsten  av  en  saadan  tur
var  han  baade  sveit  (varm )  og  træt.  Denne  syg-
dom  beholdt  han  hele  sin  tid.  -  Nils  Jonsen  var
en  sikker   veileder   da  man  skulde  søke  at  finde
de  to  paa  Jamtfjeldet  i bitende østenvind  og  frost
ihjælfrosne    gutter    Jon   Thomasen    Krutaag  og
Jon  Fredriksen  Grubben.  Han  gikk  direkte  til  ste-
det  hvor  de  laa.
     Engang   Ole   Mikkelsen  Varnvatne  (f. 1747,  d.
1834)  -   bror   til  min  bedstemor  -  var  paa  hjem-
vei  fra  Kulstadsjøen   med  en   tung  børe,  tok  han
ind  hos   Nils  Jonsen   for  at   hvile  sig  lidt  førend
han   la   ivei   over   Herringbotnfjeldet.  Børen  satte
han  fra  sig  ute. Da  han  saa  var  reisefærdig  fulgte
Nils  Jonsen  ham  ut,  og  i  det  samme  Ole  slængte
børen  paa   ryggen   satte   Nils  i  en  høi  latter.  Ole
vilde  da   vite  hva   han  lo   av.  ”Det   faar  du  ikke
at  vi  nu,”  sa   Nils.  ”En   anden   gang  kan  jeg  vel
fortælle    dig    det.”    Næste    gang   Ole   kom    til
Herringbotnet  vilde   han   vite  hva  Nils  lo  av,  da
han  saa  ham  ta  børen  paa  sig  sidst  han  var  der?
”Jo,”  svarte  Nils, ”Du  skulde  bare  ha  set  de  man-
ge  smaakarene  som  trillet  til alle  sider  av  sækken
din,  idet   du   slængte   den  paa  ryggen,  saa  hadde
du  vist  ogsaa  maattet  le!”
     Jon   Zakariasen   -   ogsaa   lap   -    der  levet  for
ca.  100 aar  siden,  og  hvis  bedrift  det  var  at  røve
og   stæle   fra    de   andre   lapper,   var   en  stor  og
kraftig   lap,   rask   paa   benene  og  ikke  til  at  ind-
hente   verken   vinter   eller   sommer  av  andre  lap-
per, som  i forbitrelse over  hans  tyverier  ofte  søkte
at  faa  fat  i  ham.  Tyvekosterne,   der   hovedsagelig
                                   - 182 -
bestod   av   penge,  sølvsaker,  flintlaasbøsser  og
kobberkjeler, bragte  han  til opbevaring  i en berg-
grotte,  hvor    indgangen  var  liten  og  let  lot  sig
tildække.  Engang  hadde  han  en  blind  lap  i  Fip-
lingdalstrakten   til   at   hjælpe   sig  at  bære  tyve-
koster  til   hjemmestedet,   og  da  de  hadde  bragt
disse  derind  og   indgangen   var   lukket  med  en
stenhylde,   saa   følte   den   blinde   lap  med  sine
hænder  rundt  stenhylden,  og  den  faldt  saa  godt
at  der   blot   føltes  en  spræk   for  den  øvre  kant.
Den  blinde  lap  kunde  ingen  anden  oplysning  gi
om  hvor  hjemmestedet  var,  end  at,  mens  de  var
paa  stedet,  hørtes  fossedur  fra  Namsen.  Fipling-
dalen sydover  var  den  tid  kun  lapmark.
     Engang   Jon  Zakariasen   streifet   i  Susendalen
om  vaarvinteren,  opdages   han  av  to  lapper  der-
steds. De  gav  sig  til at forfølge  ham og  da  lykke-
des   det   dem   at   komme  ham   paa   skuthold    i
Mjaalkelvskaret,   hvor   de   gav   ham  et  saarende
skut   som   bevirket   at   han   ikke    længer  kunde
undfly  dem. Han blev  saaledes  indhentet,  en  god
del  pint  og  plaget,  og  hvorunder  han  bad  om  at
måtte   bli  ført   til   øvrigheten  saa  han  kunde  faa
utsone   straf   for   sine   gjerninger.  Men  lapperne,
som   frygtet   for   at   ogsaa   de  skulde   komme  i
klemme  fordi  de  hadde  skudt  paa  ham,  fandt  at
de burde gjøre kort  proses  med  ham.  De  tok  der-
for   livet   av   ham   og   drog   derpaa   liket  ned  i
Mjaalkelven,  hvor  de  sænket  det  ned.  Andre  lap-
per  opdaget  siden blodig  spor  paa  sneen  hvor  de
hadde  trukket  av sted  med  liket  til  elven.
     Mistanken   for   drapet  laa  senere  paa  disse  to
lapper, og hvorav  den ene  av dem  siden gikk  i Jon
Zakariasens   blaa   kufte,   hvor   der  da  ogsaa  var
anbragt   en   bot   bakpaa   den  ene  skulder  -   for-
mentlig  over  kulehullet.
                                       - 183 -
     Længere  frem  i  tiden  -  den  ene  av  de  mis-
tænkte   lappe   var   da   allerede  død  -  saa  kom
den  anden   -  gammel  og  skrullet  -   til  gaarden
Ruderaas.  Manden  der  -  Ole  Olsen  -  begyndte
da at  tale til  lappen om  Jon  Zakariasen  og  und-
ret sig paa  hvem det  nu skulde  være  som  gjorde
ende  paa  ham.  Lappen  sat  Længe  taus  og  intet
svarte, men da Ole  (min  bedstefar)  ikke  let  vilde
forlate   dette   tema,   utbrød  lappen  tilsidst:   ”Aa,
dæ  va  ret  vi -  han  Taammaas  Maanso  aa  e!  Aa
han e  no  dau  -  enten  han  eno i  hemmerikjæ  hel
i   hælvetæ!”   Han   fortalte   da   omstendelig   om
hvorledes  det  gikk  til.
     ”Jon   Zakariasen-buret”   har  jeg  hørt  tale  om
like   siden   jeg   var   smaagut,  og  man  mener  at
ingen  til  dato  har  fundet  dette  hjemmested.  Søk
det  derfor  op  den  som  kan!
Bla om                                            Tilbake til innhold

 

Send e-post til ivar@iva.no med spørsmål om eller kommentarer til dette Web-området.
Copyright © 2002 iva.no, Ivar Ørjedal
Sist endret: 14.03.2013