Ifølge  legenden  om  ”Hemming den  unge”  som
findes  i  Flatøiboken  (”Flateyjarbok”)  tyder  det
paa,  at  det  var  i  Hattfjelldalen  Hemming  opholdt
sig da  sendemændene – Aslak  Skreia, ledsaget
av  4  mænd  -  skulde  søke  ham  op  og  fortælle
ham  hvorledes  det  stod  til,  at  hvis  han  ikke  kom
hjem,  vilde  hans  far  bli  dræpt.  De  skulde  nemlig
fra  ”Torgir”  seile  nord  og  ind  en  fjord,  lægge  til
ved  Framnæset – formentlig  Halsøen  -  og  naar
de  kom  op  der,  vilde  de  finde  en  veisti  som  gikk
op  igjennem  en  skogdal.  Veien  vilde  bli  større
naar de  kom længere  op  i  dalen,  men  det  vilde
ta  4  dage  førend  de  kom  frem  til  han  Hemming.
Tilslut  vilde  de  faa  se  en  lysning  i  skogen,  og  der
Var  han  Hemming.
     De kom  frem  og fortalte  Hemming  hvorledes
det  stod  til,  men  han  gjorde  sig  bare  stursk  og
bad  dem  reise  sin  vei  igjen,  -  han  vilde  ikke
være  med.
    Da  de  godt  og  vel  var  kommet  til  skibet  igjen,
kom  Hemming  paa  ski  nedover  den  bratte  li  og
ned  til  skibet.  Sendemændene  spurgte  ham  saa
om  naar  han  reiste  hjemmefra?  ”I  dag  morges!”
var  svaret.  Skivant  som  han  var, kunde  det  let
greie  sig  for  ham  at  ta  direkte  over  fjeldene,
komme  ned  i  Markbygden  og  saa  over  Dolstad-
aasen  ned  til  Halsøen  paa  en  dag.  

                                         - 10 - 
     Det  er  al  sansynlighet  for  at  Hemming  var  til
opfostring   hos   herskeren   paa   ”Storjorden”,   der
ifølge   skrivelse   fra   biskop   Krogh  og   amtmand
Schjelderup   til   kancelliet   i  Kjøbenhavn,   skulde 
ligge  indenfor  de  to  fjordarme  Vefsen  og  Ranen
og  indbefattet  Røsvatne,   Krutfjeld  og   Susenda-
len.  De  diverse  gravhauge  ved   Røsvatne  m. m. er
uomtvistelige    merker    efter  fortidsbebyggelse  -
før  den  sorte   byldepest  la  landet  øde  i  1349 – 50.
     Bendig  Strøm  vill  vite  at  det  var  fredløse   Is-
lendere,  som  bosatte  sig  ved  Røsvatnet  i  gammel
tid,  hvilket  skulle   fremgaa  av  Harald   Haaraades
Kongesaga  og  en  gl.  Vise.
     ”Der,”  sier  Krogh  og  Schjelderup,    ”er   plads
nok  for  100  bønder  -   ja,   kanske   flere,  og  bare
paa  den  del  som   ligge  under  Vefsen  er  plads  for
en  80  bønder.”  ( Ikke   regnet   i   smaabruk,   natur-
ligvis.)
     I  Peter  Dass`s  ”Nordlands  Trompet”   heter  det
tilike:

Der  løber  i  Vefsen  en  gammel  Frasavn
Alt  om  et  Landstykke,  Storjorden  ved  Navn,
Som  end  er  udyrket  og  øde;
Der  siges  og  er  udi  Sadingen  hørt,
Hun  staar  i  ældgamle  Matrikler  indført
For  tolv  Spanders  Landgild  og  Skjøde;
Man  mener  Almuens  Mangfoldighet  før
Langt  høier`  har  steget  end  Tallet  nu  gjør
Den  sorte  Død  var  en  Aarsage,
Som  over  al  Verden  graserend` opkom,
Han  feiede  Landet  og  gjode  det  tom,
Der  blev  ikke  mange  tilbage.
Vel  henved  fir` hundred  Skorstener  paa  Rad
Befandtes  at  ryge,  naar  Folket  fik  Mad,
Og  ædende  Tid  var  for  Haanden;    

                                      -11 -
     Men  da  denne  Gjæst  havde  vanket  der  frem,
Blev  rygend  'Aar-Steder  fir' eller  fem,
Har plukkedes  en  og  hveranden.
Da  bleve  de  Pladser,  som  før  var  bebod,
Derefter  med  Graner  og  Mose  begrod,
Udyrket  laa  Planer  og  Volde.
Og  der  man  gikk  fordum  med  Harve  og  Plog,
Blev  siden  Du-Ørken  og  vildende  Skog,
Hvor Bjørne  og  Ulve  tilholde.
Dets  Sandhed  bekræftes  med  synlige  Tegn
Af  dennem,  der  endnu  ny  Bøler  og  Egn
I  disse  vor` tider  opleder:
De funden  har  under  Træernes  Rod
Kul,  Næver  og  andet  hvoraf  de  forstod,
Der  før  har  vært  vaanede  Steder.

     Sagnet  fortæller,  at  efter  at  den  sorte  bylde-
pest  hadde  herjet  i  Vefsen,  røk  det  bare  fra  tre
skorstenspiper  i  hele  Vefsen.  Disse  var  Drevland,
Straum  i  Drevjen  og  Mo. Mændene  paa  disse ste-
der var  blit  enkemænd.  Saa  kom  der  tre  kvinder
fra  Jæmtland  og fik  hver  sin  av  disse  enkemænd,
og  hun  som  kom  paa   Drevland   hedte  Raagjerd;
hun  skulde  være  noksaa  robus  og  grovkornig  av
sig,  saa  man  like  til  denne  dag eller  tid  pleier  at
sammenligne  kvinder   av   samme   art  med   hun 
”Raagjerd  paa  Drevland!”
     Senere,  og   især   i   det   16 -  17   aarhundrede,
skedde  en  betydelig  indflytning   til   Vefsen   fra
Jæmtland,  og  disses  efterkommere  kaldtes  i  flere
slægtled  fremover  for  Jæmtlændinger.  Optat  blev
saaledes   av   Jæmtlændinger   følgende   gaarde: 
Grane  av  Jon  Anfindsen,   Glugvashaug   av   Ole
Pedersen  (Jæmt-Ola),  Nedre  Laksfors  av  en  Kol-
bjørn,  hvorom  senere   skal   nævnes,  Fellingfors,
Stornærset,  Røsvasholmen  likesaa  av  Jæmtlænd- 

                                       -12 -
inger,  og  Varentræsk  av  Jæmtlændingerne  An-
ders Larsen  fra  Kulstad  og  Kolbjørn  Baruksen
fra  Moldremmen.  Mange av de  kraftigste  mænd
i  Vefsen  nedstammer  fra  indflyttede  Jæmtlænd-
inger.
     Stor-Ole  Værentræsken  -  svigersøn  til  Kol-
bjørn   Baruksen  –  Peder  Olsen,  der   tok   op 
Perjord  i  Drevjen,  var  begge  sønner av  Ole Pe- 
dersen  Glugvashaugen   (Jæmt-Ola)   mulig  Ole 
Jonsen  -  søn  av  Jon Anfindsen Grane,  og  var
vidt  bekjendt  for sine  kjæmpekræfter.  Brødrene
Daniel,  Andreas, Knut  og Peder  Mathias Jørgen-
sen  Ravatsaasen  var  av denne  slægt – ætlinger
av Peder Olsen Perjord.  Førend Peder tok op Pær-
jord,  var  han  husmand  paa  Holmdalsmoen oven-
for  Laksfors,  og fra  hans  datter Dorthea  Peders-
dtr. nedstammer   Peder  Bendsen  Fjeldbekmo.
     F a l d m o  blev  optat  av  en ”rofinn” eller rov-
finn  ved  navn  Ole  Rosmann. Om ham  fortælles:
Engang  Kolbjørn  paa Nedre  Laksfors  hadde  væ-
ret  nede  ved  sjøen  om  vinteren og rustet sig med 
en matbøre, gikk han  sin  paa  hjemveien  ned gjen-
nem  isen paa  elven  midt  for Faldmo,  men  blev 
hængende  paa  iskanten  og rope  om  hjælp. Ole
Rosmann  hørte  ropet, drog  ivei  og hjalp  ham –
Vel under isen! – tok saa  matbøren  og gik til sit
hjem med. Senere gik han til Laksfors og  slog
ihjæl Kolbjørns kone og barn, og bemægtigede sig
alt som forefandtes i huset.  Engang kom  der  en
skræppekar til Faldmo  og bad om logi for natten, 
hvilket  blev  ham  indrømmet;  men  om  natten
fandt Ole høve for at  ta  skræppekaren  av  dage
og  bemægtige  sig  hans kramsaker. Liket begrov    
han  først  under  stuegulvet,  men  her laa  ikke
skræppekaren i fred  -  han gik igjen  og  voldte
uro og spetakkel  i  huset. Saa tok Ole ham derfra 

                   - 13 -
og  grov ham  ned  paa  Faldmomoerne,  men  fik
ikke  fred  for  ham  der heller, tok han saa  atter og
bragte  ham  til  Ravnaamarken og begrov  ham  i
en  dal,  som kaldes  Manddalen  den dag i dag.
     Disse  ”rofinner”  var svært flinke til at  væve
baand, og derfa  har vi  navnet  ”rofinn – baand”
paa et  slagsbaand, som senere  har været  noksaa
almindelige  i  Vefsen.
     Norgeshistorien  har ikke  meget  at  berette om
forholdene  i  de  nordlige  landsdele,  men  man 
mener dog  ifølge  div. sagn, at  Haalogaland  har
været  sterkt  befolket, og paa  Mo i Vefsen  skal
der ha boet  en  fylkeskonge  eller  høvding  -  paa
Jørgen  Mo`s  gaardpart _, der skal  være stenlagt
 paa  gaardspladsen, og endda for knapt  100  aar
tilbake  laa stenlægningen  bar – var ikke  over-
groet, og man  brukke  om vaaren at pudse  den
ren og  soltørke korn paa den.
     Denne  fylkeskonges  bedre  halvdel  skulde –
ifølge sagnet – bli  vankelmodig,  og reiste op til
Røsvatne  og bodde paa Røsvatsholmen.
     Man mener ogsaa, at hun ved  sin død  blev
gravlagt enten paa Glasneset  eller  Skogholmen.
Der findes nemlig  en flerhet av gamle grave  ved
Røsvatne, som dog senere  -  i 1770 – 80  aarene
-,  hovedsagelig av Mekkel Jakobsen Røsvatshol-
men, blev opkasted og undersøkt, og der fandtes,
foruten  vaaben,  ogsaa  forskjellige  andre  gjen-
stande.
     Paa  Skogholmen  fandtes  saaledes  et  arm-  
baand, en liten hammer  og et spyd  -  smykke-
gjenstande  av metal  -  og hvilke  ting Mekkel
Holmen solgte til P. C. Bech Kulstadsjøen  for
10 rdl. = kr. 32.00.
     Bech forklarte Mekkel, at gjenstandene  be-
stod  kun av ”tambak.” Mekkel var en forholds-

                                     -14 -
vis  velholden   mand  og   til  like  lensmandsfuld-
mægtig  for  Røsvatsbygden.
     I en grav  mellem  Grubben  og Krutaag fandtes
sverd og  hjelm.  Hjelmen  var  ødelagt  av  rust,
men sverdet  derimot  i  bra behold  og berodde  en
lang  tid  paa  Grubben.  Jeg  saa  selv  dette sverd
der paa  stedet, men det blev senere solgt til Peter
N. Hansteen  -  daværende   regnskapsfører   paa
det engelske  kontor  paa  Halsøen,  Vefsen.  To
stenknive  og en blaahein er funden  paa Valberg
i Røsvatsbugten, under  landbryting,  paa Aaker-
vik  propper  av lerkrukker  med skruegang  for at
skrues  ned i halsen  -  o.s.v.
     En flerhet av elggrave, som ikke  kan  tænkes
gravet av lapper, forefindes  ogsaa  paa  mange
steder inden  Hattfjelldal.
     Fra Skarbugten  op mot  fjeldet  er saaledes 14
grave i en række med  passe  mellemrum, som for-
modentlig  har  været  avstængt  med  gjærde,  og
passagen  langs  Nordvandets   nordre  side  gjort
livsfarlig for skogens stolte dyr  -  elgen.
     I Susendalen er ogsaa  mange elggrave  -  ved
Unkerelv og oppe  ved  Kroken.  Inde i Skarmoda-
len vises det ogsaa at ha  været  dyrket  jord  -
den saakaldte Kirkegaardsvolden, hvor stenen er
bragt til side ut av det dyrkede areal.
     Paa Bessedør,  paa den saakaldte  Sanhaugen,
stødte man paa et ildsted  -  en grue  -  med  en 
ca. 15 cm. murkant i vinkel paa den ene side,  ca.
30 cm. under jorden. Det er mig sagt, at  det  var
fredløse Islendere som bosatte sig ved Røsvatn og
mulig  flere  steder  inden  Hattfjelldalen  i  gam-
mel tid.
     Efter at ”svartedauden”  hadde avfolket  disse
trakter, blev det først den lappiske folkerase som
hersket over alt opland, og som av og til – i flok 

                  -15 -						
og følge  - kjørte med sine rener, eller  paa anden
maate reiste  til  Dolstad  kirke, naar  det  gjaldt
brudevielse eller  barnedaap m. m. Under sine op-
hold paa Dolstad  slog de leir  i Finnskogen  og
husserte paa lappisk  vis.
     Med den fremadskridende  nye  bebyggelse  i 
Vefsen fulgte ogsaa, at der  oprettedes  handels-
sted i Kulstadsjøen.
     Handelsmænd, saavel  som  bønder,  arrangerte
saa handelsstevne med lapperne i ”Ole Pedersen-
viken” paa østre side  av Røsvatne  -  nu  kaldet
Grubben.  Veien la de over fjeldene  til  Tvilnærset
ytterst  i  Vesterbugten, hvor de da  ogsaa  for an-
ledningen  hadde sine  baatnøst  og baater  for vi
dere  fremkomst  til  markedspladsen   Grubben.
Her dreves  da tuskhandel med lapperne,  og va-
rerne bestod  hovedsagelig  av  kritpiper,  tobak,
brændevin, klæde i flere farver, glorende  tørklæ-
der  (mangeartede skrikende farver),  glasperler,
maljer av sølv  og tinn m. m., hvilket bortbyttedes
enten i levende ren eller produkter  av  ren.  En
skilling  eller  daler  kunde  vel  ogsaa  versere
iblandt. At brændevinet  især gjorde det livlig paa
merkedet, behøver man vel neppe  tvile paa!
     Tilstrømningen  av lapper var stor ogsaa  fra
svensk  side. Man skulde samtidig konferere med
hinanden om forvildede  rener  o.s.v.
     I ca. 1680 naadde bebyggelsen indover det nu-
værende Hattfjelldal  herred.  Hattfjelldal  tokes
saledes op av Anders Larsen og Magens Jonsen.
Disse paabegyndte sine rydninger  uten  nogen
speciel tilladelse, og der hengik en lang  tid  -
henimot 20 aar - førend der av fogden blev gjort
indsigelser,  og  de  blev  truet  med  at bli  fratat
rydningerne, hvis de ikke betalte avgift.  Magens
Jonsen, der var gift med Anders  Larsens  søster, 

                            -16 -          
 var da allerede død, hvorfor Anders reiste til fog-
den  og betalte avgift for begge rydninger (ogsaa
for enkens.)
     I  1701 var dar blit 3 bønder paa Hattfjelldal,
nemlig: 1) Anders Larsen, F.1658, 2) Lars Nilsen,
f. 1652 og 3) Ingebrigt Eriksen, f.1665. Den sid-
ste hadde  sønnerne Erik, Nils og Anders,  hen-
holdsvis  7,  5,  og  3 aar.
     Tustervatne blev optat ca. 1690, formentlig av
Haakon ”Sagmester,” og i  1701 beboet av: 1) Jo-
sef Arntsen, f. 1656 og 2) Hagen Jakobsen  (f. ?)
     Ifølge vidneforklaring i 1742  av Lars  Ander-
sen, Hattfjelldal -  Anders  Larsens søn,  f.  Paa
Hattfjelldal  av bondefolk  -  saa var der  endda
saa at si kun 4 bebyggede steder i Hattfjelldalen
og disse var: 1) Hattfjelldal  3 bønder, 2) Krut-
aag 2 bønder, 3) Nord- og Sør- Varentræsk 3 bøn-
der og paa Tustervatne oprindelig 4, men 2 ”sul-
tede” derifra paa grund av misvækstaar, saa der
var da bare 2, og saaledes i alt 10 bønder, og de
nærmeste naboer paa vestre side  var  Storfip-
lingdalen 2, og Øvre Svenningdal.
     Lars Andersen, Hattfjelldal var da 40 aar gl.,
var gift, hadde  4 barn og bodde ”3 bøsseskud”
vest for kirken, som var opført ca. 14 aar forut,
- altsaa den første kapelkirke i Hattfjelldalen
opført i 1727 eller 28.
     Lars Andersens vidnesbyrd gjaldt forøvrig  op-
lysning  om  riksgrænsen  mot  Sverige, der nær-
mer skulde fastslaaes ved opridning  og  opfør- 
else av grænserøser.
     Efter nævtne Lars Andersens forklaring, saa
gik  riksgrænsen  betydelig længere øst end som
den endelig blev fastslaaet.
     Fra sør paa Børgefjell gikk den nordover forbi
Ranseren, Virisen og Bjørkvasdalen. Det fortæl-

                   -17 -
les, at dar var adskillig tvist  mellem Norge  og
Sverige om hvor riksgrænsen skulde være.
     Den norske og svenske officer, som ledet ar-
beidet med rydning og opsætning av røser i Har-
vasdalen, blev i den  grad uenige, at de kom til
at duellere og gav hinanden dødsstøtet.  Office-
rene  blev  midlertidig  nedgravet  -  for  senere
flytning derfra  -  norsken paa norsk og svensken
paa svensk side, ca.150 mtr. Nord fra grænserøs
no. 207. De to midertidige grave  -  ikke  meget
dype  -  skal være synbar endnu.
     Det bemerkes, at Hattfjelldalen  hadde en ryd-
ningsmand i 1640-aarene ved Ørjevatne  i  Ørje-
dalen,  nemlig  Ørjan Gregussen  fra  Jæmtland.
Efter 3 aars forløp satte lapperne ild  paa  husene
hans. Saa  byggede  han  paany  noget  længere
vest, omtrent for midten  av  vandet  paa  nordre
side, og bodde ogsaa her i 3 aar, hvorpaa han blev
kjed av lappernes  naboskap  og  flyttet  til  Dun-
derlandsdalen, Mo i Ranen.
     En gammel lappekone av de familier som had-
de Ørjedalen til tilholdsted, blev spurgd  om hvor
Ørjan  bygget  paany,  naar  de  hadde  brændt  op
for ham  ved  Ørjevatne, svarte:  ”Aa, dæ va midt
i vatne!” Gaarden  Ørjevatn  ligger  nu  betydelig
langt østenfor vatnet, men vatnet er  i  tidens  løp,
av det iløpende vasdrag, fyldt  med  jord og  grus,
og har i Ørjans tid sandsynligvis  rukket  hekt  til
gaarden Ørjevatne,  og  Fagerbaken  er  antagelig
omtrent paa det andet av  Ørjan  bebyggede  sted.
     Pastor O.T. Olsen  sier sig at være  en  ætling
av denne  Ørjan  Gregussen.
     Før Hattfjelldal i 1680-aarene  blev  ryddet, be-
stod  befolkningen  kun  av  renlapper.
     Hele  Hattfjelldalen,  som  i 1860  blev  fraskilt
Vefsen  og  fra  den  tid  er  eget  præstegjæld,  er

                         -18 -       
saaledes  formentlig  helt  og  holdent  en  del  av
 ”Storjorden.”
      Ifølge Coldevins Salgskjøte av 1781 saa var her
da  i  Hattfjelldalen   optat  19  bruk  og  derav  15
bruk skyldsatt.

Bla om                                           Tilbake til innhold